Loppefrøskaller løser alle dine fordøjelsesproblemer?

Loppefrøskaller løser alle dine fordøjelsesproblemer?

Loppefrøskaller løser alle dine fordøjelsesproblemer?

Hvis du læser med her, er sandsynligheden for, at følgende scene har udspillet sig for dig, desværre ret stor. Men forestil dig alligevel denne scene udspille sig:

Du sidder på kanten af kontorstolen hos lægen efter endnu en uge med maveproblemer. Du har prøvet alt fra diætændringer til motion, ekstra væske og diverse finurlige kosttilskud, men intet synes at virke. Lægen kigger på dig over brillerne og siger: “Du må prøve loppefrøskaller.”

Stop. Stop filmen. Spol tilbage. 

For det er på tide, at vi har en snak om loppefrøskaller. De har længe været, og er fortsat, nærmest det eneste redskab, der gang på gang bliver hevet op af hatten som et velment råd inden for konventionel behandling og udredning af fordøjelsesproblemer.

Men vi skal have en nuanceret snak om dem, hvad de kan og hvad de ikke kan. For så finder vi hurtigt ud af, at det er tåbeligt at anbefale dem til alle slags fordøjelsesproblemer som et one-size-fits-all vidundermiddel.

Lad os se lidt nærmere på de kære loppefrøskaller.

🌾 Loppefrøskaller (også kendt som psyllium husk eller Plantago Ovata) er en (vand)opløselig fibertype, som er god til at binde væske (det ser du, når du rører det op i vand, hvor det suger væsken, og bliver til en geleret masse). Det betyder, at det også kan binde væske i afføringen, og dermed hjælpe med at blødgøre den, hvis afføringen er hård og træg. Omvendt kan nogle opleve, at fibrene ved løs mave kan suge lidt af den overskydende væske, som jo er tilstede i tarmen ved løs mave.

🌾 Der er videnskabelig evidens for, at loppefrøskaller kan have en god effekt mod forstoppelse (til de nørdede: læs fx denne meta-analyse). Men at loppefrøskaller kan have en god effekt mod forstoppelse, betyder ikke, at det altid har det. Og det betyder slet ikke, at det altid har effekt mod andre typer af fordøjelsesproblemer, som det også ofte bliver anbefalet til; bl.a. luft i maven, oppustethed og mavesmerter. I nogle tilfælde vil jeg endda argumentere for, at det ikke bør anbefales (mere om det om lidt).

Nuvel, hvis du lider af forstoppelse, og mærker bedring efter indtag af loppefrøskaller, så er der stor sandsynligheden for, at du også er mindre oppustet og har mindre luft i maven – for ofte er disse følgesymptomer til forstoppelse.

Men lad os lige slå fast: Loppefrøskaller er ikke løsningen på alle slags fordøjelsesproblemer. Heller ikke selvom der er evidens for, at det for nogen kan afhjælpe forstoppelse. Det kan det ikke for alle med forstoppelse. Hvis det var løsningen på alle tilfælde af forstoppelse og andre fordøjelsesproblemer, så ville årsagen bag alle fordøjelsesproblemer være mangel på fiber i kosten – og det ved vi med sikkerhed, ikke er tilfældet. 

Der findes mange andre mulige årsager til fordøjelsesproblemer end et lavt indtag af fibre i kosten. Det kunne bl.a. være fødevareintolerancer eller allergier, genetik, mangel på næringsstoffer, rod i tarmfloraen, infektioner og stress, blot for at nævne nogle få eksempler. Lad os antage at stress er en hovedårsag til dine fordøjelsesproblemer. Stress kan ikke behandles med loppefrøskaller. Det kan godt være, at vi kan symptombehandle i en periode med loppefrøskaller, mens du også arbejder på at balancere dit nervesystem og mindske stressen. Men det vil aldrig løse hovedårsagen, og derfor vil du formentlig også opleve ikke at komme helt af med dine fordøjelsesproblemer, hvis loppefrøskaller er den eneste intervention.

Hvad du skal vide om loppefrøskaller👇

Ofte må man prøve sig frem. Det er ikke altid til at forudsige, hvem der vil have effekt af loppefrøskaller, i hvilken grad og hvor længe. Men her kommer lidt af mine erfaringer fra klinikken koblet med de ting, som vi har evidens for:

🎯 Loppefrøskaller har ofte mest effekt, hvis du i forvejen indtager for lidt fiber i din kost. Men loppefrøskaller kan aldrig stå i stedet for at få nok fibre i kosten.

🎯 Loppefrøskaller har ofte mest effekt, hvis du indtager nok væske sammen med det, og generelt ikke mangler væske i løbet af hele dagen.

🎯 Loppefrøskaller har ofte mere effekt ved forstoppelse end ved løs mave.

🎯 Ofte tåles loppefrøskaller som fibertype ret godt, da den ikke fermenterer i tarmen, modsat mange andre fibertyper. Det betyder dog ikke, at den altid har effekt – blot at mange ikke oplever bivirkninger på indtag af det.

🎯 Loppefrøskaller kan for nogen forværre fordøjelsessymptomerne. Min erfaring er, at det primært gælder folk med diarré, kronisk tarmbetændelse eller på anden vis inflammation i tarmen, mavesmerter eller oppustethed, som ikkeer relateret til forstoppelse. Hvis mavesmerter eller oppustethed er relateret til forstoppelse, så kan loppefrøskaller for nogen lindre symptomer. Selvom det for nogen kan forværre symptomer, kan det være et forsøg værd at afprøve – men det må vurderes i det enkelte tilfælde.

🎯 Loppefrøskaller kan aldrig stå alene i en behandling. Det bedste er at være helhedsorienteret og sætte ind fra flere vinkler.

Loppefrøskaller er IKKE et one-size-fits-all mirakelmiddel, som kurerer alle fordøjelsesproblemer. Der er SÅ mange andre mulige redskaber at løse fordøjelsesproblemer med, som overses, fordi udredningen ofte stopper ved “har du prøvet loppefrøskaller?”

Måske loppefrøskaller hjælper dig, måske ikke. Oftest skader det ikke at afprøve, men forvent ikke en revolutionerende effekt. Måske det kan være et led i en behandling, som giver mening i dit tilfælde, men jeg har stadig til gode at se, at det alene fixer alle fordøjelsesproblemerne. Og det giver god mening, for som sagt er det sjældent mangel på loppefrøskaller, som i første omgang giver fordøjelsesproblemerne🙃

Skal vi samarbejde om at løse dine fordøjelsesproblemer?

✨ Klik her for at se signatur-forløbet TARM of your life ✨